Pueha.. ikke nok med, at jeg skal forsøge at acceptere,  min lille pige snart er 13 år! Så begynder den næste store ting i livet at nærme sig – konfirmation!

Vælges den traditionelle suppe-steg-is konfirmation?
Eller skal i en moderne version?
….. skal der overhoved være en konfirmation?

I mine øjne er det, at blive konfirmeret ikke nødvendigvis et tegn på, at blive voksen – den del bliver man automatisk, når man er moden til det  Nogle opnår det i en alder af 12 – andre omkring 22 år.

Jeg mener personligt, religion er noget, som man skal vælge til og ikke fra. 
Omend jeg selv er både døbt og konfirmeret – var det ikke et valg jeg blev budt.
Men det bliver mine børn… og jeg forventer, de kan bære opgaven, at tage stilling til deres egen tro, uden det går udover, om de børe næste-kærlighed og omsorg for andre.

Konfirmation / Nonfirmaton – eller ingen af delene?

Konfirmation kan formes og drejes som det ønskes – gøres dyrt og billigt, personligt og som en kæmpe fest… men hvorfor?  For at glæde konfirmanten? eller for gaverne? eller er man så heldig, det er fordi, det unge menneske faktisk tror på det, de siger “ja” til?
Det er på sin vis et enormt personligt valg, og derfor noget en (måske) kommende konfirmand selv skal tage stilling til.

En ting er dog sikkert… i min forestilling, tager man en beslutning – og det har en række konsekvenser og muligheder med sig.
Vælger man at blive konfirmeret betyder det i vid udstrækning – kirke, fest, gaver, muligheder og medbestemmenhed.
Vælger man IKKE at blive konfirmeret, vælger man også alt ovenstående fra…
Den nymodens version med “Nonfirmation” er helt sikkert smart for barnet der ikke vil være kristen, men have gaverne og festen…

Men siger du A siger du også B

Så ender vi i huset med en der siger “Nej tak” til konfirmation – så betyder det nej tak til fest og gaver… bum!

Vi skal HELT sikkert finde på noget andet, hvis den mulighed byder sig.. for som de kloge ord siger, vælger du noget fra – vælger du også noget til.
Så jeg er åben for muligheden for fx. en weekend i Dubai med den nærmeste familie – en weekend i Lalandia eller whatever der byder sig af muligheder… og hvad det unge menneske måtte ønske
Men beskeden er utvetydig – ingen konfirmation = ingen konfirmationsfest.

Her hjemme taler vi åbent om religion – godt som skidt – og de mange variationer, vi har mødt omkring os i verden… og det betyder, Laura faktisk er i tvivl om, hvad hun vil til april næste år….. tiden nærmer sig… beslutningen skal tages uanset.
Hvad tiden bringer ved ingen – men ønsket om at være oplyst, selvstændigheden i, at bestemme om man er troende eller ej presser sig på…

Er der egentlig noget dømmende i, om der vælges til eller fra?  Den tanke tænker jeg en del, når tankerne og snakken leder sig på konfirmation og religion generelt – for mig, er det vigtigt at beslutningen er velovervejet. Det skal ikke være for at være medløber at gøre som andre… men ej heller, et fravalg af konfirmationen for blot at være speciel.

Tankerne presser sig på – kan man tage sådan en beslutning når man er 13/14 år?
Er det overhovedet noget man som voksen skal bestemme, og ikke nødvendigvis give børnene et valg? Eller er det en voksen beslutning, som vi blot skal tage på vores børns vegne, som dåben…?

Blog Hilsner
//Annette
————————————–
Husk du kan følge bloggen på: Bloglovin // Facebook // Instragram