Den anden dag opstod dilemmaet!  - Naja havde drømt vores elskede mormor var død (hun lever altså i bedste velgående)
Det var tydeligt – Naja synes den tanke var ubærlig… og selvom vi snakkede om det drømme, om døden, om at det er “okay” – så slap tanken hende ikke

Dagene går og jeg kan mærke den knude der vokser i maven, når Naja pludselig siger det til andre mennesker – sådan… højt… også til mormor :s
Når hun, som hun jo gør, siger “Hej – ved du hvad, jeg drømte min mormor døede – og jeg blev mega ked af det”  og man ser, hvordan voksne mennesker står og siger “øhrerm… okay!” og let febrilsk kigger rundt, som om de leder efter et andet samtaleemne.

Men, den drøm gav os en masse at snakke om – og ikke mindst, satte tankerne igang. Naja og jeg har haft lange snakke om, hvordan man skal værdisætte livet – sige “jeg elsker dig” når man føler det helt ned i maven… og ikke mindst! nyde de mennesker man har tæt omkring sig i sit liv. Selvom det hele lyder enormt voksent… især her på “papir”

Selvom emnet er tabu belagt har det alligevel været en positiv oplevelse, at se et lille menneske på 7 år tænke sig sådan om – selvom jeg selvfølgelig ville ønske, hun ikke skulle bruge tid og tanker på noget så trist som døden.
Jeg bliver alligevel lidt stolt når hun kan sætte ord på hendes følelser – og uden hensyn tager et sådant emne op, jeg er overbevist om, det hjælper hende meget, at det ikke forties.

…. men mit moderhjerte ville aller helst, hvis det kunne være lidt mere lyserødt

Har dit barn/børn nogensinde taget et sådant emne op? og har du tænkt på, hvordan du vil tackle det?

Blog Hilsner
//Annette
————————————–
Husk du kan følge bloggen på Bloglovin // Facebook // Instragram